Det oplukkende rum

Fortællinger

Susannes fortælling:
Jeg har bevæget mig ind på biblioteket og sat mig i aulaen. 

Straks fanger en ældre herre mit blik.

Han sidder ved et bord, lænet godt hen over det og studerer en avis. Siderne er krøllet i hjørnerne og ligger meget tilfældigt ovenpå hinanden.

Han har trukket sine læsebriller helt ned på næsetippen og ligner at han er forsvundet helt ind i sin læsning.

Høje lyde og larm i rummet reagerer han slet ikke på, han hverken kigger op eller væk fra sin avis.

Jeg ser at han bevæger sine læber samtidig med at han læser. Han rynker på panden, slikker sig om munden og det ligner at han smager på noget ikke eksisterende.

Jeg ser at han sidder lidt uroligt på stolen og flytter sig rundt efter teksten.

Hans hænder støtter hans hoved.

Jeg ser at hans ansigt er meget udtryksfuldt og at ligesom han smager på ordene, udtrykker han dem også med ansigtet.

Mathias' fortælling:
På hovedbiblioteket sidder en ældre mand alene ved et bord. Han sidder med benene over kors og læser Jyllandsposten. På gulvet ved siden af ham ligger hans taske. Der står dansk fitness på tasken. Han kigger op og spejder ud i rummet. Han reagerer på høje lyde. Han rynker på næse og pande, mens han stirrer ind sin avis. Der kommer en kvinde hen til ham og sætter sig ved hans bord. Han smiler. Kvinden har en taske magen til hans. Han lægger avisen fra sig og taler til kvinden. Lidt efter forlader de bibliotektet.     

Evas fortælling:

Jeg sidder inde i bibliotekets store rum, hvor der sidder en del mennesker. Omkring et bord sidder der 3 ældre mennesker. De har ingen kendskab til hinanden og siger ingenting. Først rejser damen sig, hvorefter den ene af herrerne rejser. Den sidste bliver siddende og læser sin avis. Nu er der endnu en dame, der har sat sig, hvorefter den sidste herre rejser sig og går. Endnu en mand sætter sig ved bordet og læser sin avis. Selvom folk ikke kender hinanden, vælger de alligevel, at sætte sig ved samme bord. De er alle dybt optaget af deres avis og fjernet næsten ikke blikket fra avisen. Flere kommer til, mens andre går. Ved et andet bord sidder 2 ældre mænd, og snakker sammen, samtidig med at de læser deres avis. Det ser hyggeligt ud og de smågriner sammen og faktisk snakker de mere, end de læser.

Sarah Kristiansen, sygeplejestuderende, SRS13

Jeg sidder og nyder en kop kaffe i cafeen i Føtex. Der er ikke så mange mennesker, men de få der er, sidder enten og sludrer med hinanden eller nyder en kop kaffe i ro og mag. Solen skinner ind igennem vinduerne og en duft af varm kaffe og nybagt kage fylder rummet. Mit indtryk er, at de folk der sidder her ikke har travlt

Jeg får øje på en ældre herre sidder der sidder og nyder sin morgenmad.  Han fanger mit blik fordi han sidder alene og fordi han udstråler en dejlig følelse af ro. Han har et furet ansigt som bærer præg af, at han har levet et langt liv. Han har lange rynkede, men elegante fingre. Hans hår er gråt og tilbagestrøget og der mangler lidt i toppen. Han er nydelig klædt med lysegrå bukser, mørke lilla jakke og hvid skjorte. På stolen ved siden af ligger en lyseblå kasket. På venstre arm skinner et sort armbåndsur i skolen.
Manden har valgt et bord ved vinduet, som er lidt tilbagetrukket fra de resterende borde i cafeen. Solen skinner ind af vinduet og giver genskær i bordet. På bordet står en morgenmadsbuffet, en kop dampende kaffe og ved siden af ligger dagens avis. Jeg bemærker, at manden spiser sit rundstykke langsomt og med kniv og gaffel. Under maden bliver avisen studeret nøje. Hans fingre følger linjerne imens han læser. Han stopper flere gange undervejs for, at kigge nærmere på noget i avisen, så bøjer han hovedet nærmere avisen. Flere gange smiler han og bevæger hånden på bordet. Han virker glad og tilfreds, og vipper ind mellem fødderne i takt. Trods den tiltagende menneskemængde og larm kigger han ikke rundt i lokalet, men beskæftiger sig kun om maden og sin avis.
Da han har spist sin morgenmad skubber han forsigtigt den brugte bakke til side, og trækker avisen nærmere.
Imens jeg kigger på manden får jeg et indtryk af, at han er veltilpas og glad. Der er noget roligt over hans kropssprog, ingen hurtige bevægelser og intet hastværk. Kun kaffen og avisen.
Manden kigger pludseligt rundt i lokalet, og løfter i samme øjeblik koppen for at tømme den for den sidste slurk kaffe. Da den sidste slurk er drukket trækker han et hvidt lommetørklæde frem fra lommen og tørrer sig om munden. Efter et par sekunder tager kasketten på, løfter forsigtigt bakken og går roligt mod udgangen. 

Louises fortælling:

I cafeteriet i Føtex er der mange ældre mennesker, som sider og får en kop kaffe og et rundstykke. Det første der slår mig er, at de fleste sider helt alene, selvom der er rigtig mange jævnaldrene tilstede, det undre jeg mig lidt over. Jeg ser mig omkring i rummet for at finde et godt sted at side. Mit blik bliver draget  mod et bord hvor der hænger en jakke over en stol, den ser så ensom ud i det fyldte rum, så jeg beslutter mig for at det er her jeg skal side. på mange måder er der en ro og stilhed over rummet, der er ikke mange der taler sammen og det der oftest bryder stilheden er enten kopper eller talkrener der skramler, eller en der bladre i en avis. Jeg begynder at bemærke en mand, som på en måde virker malplaceret. min første tanke er at han minder mig om julemanden, han har et stort hvidt skæg, hvidt hår og briller der sidder helt nede på næsen, men som jeg kigger nærmere ser jeg at han har en stor sort tatovering på armen. Alle associationer til julefar, der har levet et trygt og hyggeligt liv forsvinder, og bliver erstattet af tanker om en sømand der har sejlet på havene og levet et meget hårdt og ensomt liv. Manden sider meget uroligt, han er meget opmærksom på hvem der kommer og går, og hvem der går nede på gaden.  Han læser sin avisen meget hurtigt og kigger konstant op fra den, for at observere hvem der er i lokalet. Han virker til gerne at vil i kontakt med nogen, men samtidig virker det som om, han ikke rigtig kan bryde igennem den mur der synes at være mellem ham og alle de andre, der stille sidder og nyder deres kaffe og morgenbrød.

Rebecca, hjertets øje og det levende blik:

Jeg går ind på apoteket. Jeg mærker hurtigt den indelukkede atmosfære, som menneskemængden skaber. Jeg trækker et nummer og giver mig til at vente. Alle folk venter og kigger ivrigt op på nr tavlen og ned på deres seddel, om og om igen. Pludselig ser jeg en ældre dame stå midt i mængden, hun havde opsat hår, briller og en trolly. Jeg lagde mærke til at hun henvendte sig til en lille dreng og sin mor, muligvis for at slå tiden ihjel. Moren havde sin mobil telefon limet ind til øret og drengen i den anden hånd, og i travlhedens kaos afviste hun hurtigt den ældre dame og rettede igen sin opmærksomhed mod telefonen. 

Den ældre dame rettede igen sit blik imod nr. Tavlen og sin seddel, og måtte opgive at få en snak igang med drengen og moren. Jeg selv stod bagerst i rummet for at kunne få bare lidt frisk luft fra klapdøren der ind i mellem åbnede sig, og endelig blev det min tur og uden at tænke videre over det havde jeg så let som ingenting glemt alt om den ældre dame.

Karina, hjertes øje og det levende blik:

Apoteket, Sønderbro

Jeg går gennem apotekets glasskydedør og bliver mødt af en masse larmende ro. Der er anstillet hylder og reoler over hele butikken. Over og i mellem hylderne ser jeg en masse mennesker, samlet set bærer alle rolige farver, ingen skiller sig ud. Nogle er lave, hvor andre er høje. Nogle er tykke, hvor andre er tynde. Den yngste jeg ser er en lille dreng, han er lys i huden og er iklædt en lyseblå jakke. Bag den lille dreng står en ældre dame, hun smiler til den lille fyr. Bagerst i apoteket ser jeg nogle sidde pladser, her sætter jeg mig. Efter nogen tid, hvor nummertarvlerne ruller afsted, får jeg selskab af en ældre mand. Han kommer gående imod mig med langsomme og korte skridt. Han er iklædt blålige og grålige nuancer, stokken skiller sig ud, den er brun og har et stykke sort gummi forneden. Den ældre herre går hen til siddepladsen overfor mig, hvor han gør sig klar til at sætte sig. Han kigger flere gange ned på sædet og rykker med små forsigtige skridt længere til siden, for at placere numsen midt på stolen. Tiden går for mig her i slowmotion, eller sådan føles det hvert fald. Den ældre herre laver et buk i benene og tager sig omkring 10 sekunder for at sætte sig. Jeg ser på herren, nede fra og op. Han har sorte lukkede træsko på og bag fodhælen kan jeg se ned i træskoen og ned på træskosålen, mit udmiddelbare indtryk er at træskoene er et par numre for store. Bukserne er gråblå og på knæene hviler mandens hænder, som holder fast om stokkehovedet. Hænderne er dels sprækkede og han bærer ingen ring. Hans negle er en lille smule lange og under den ene tommelfingernegl er der beskidt. Manden bærer en grå jakke, den har knapper og er knappet næsten helt op i halsen. Lukningen på jakken bliver brudt af en skovmandsternet skjorte i brunlige, grålige, grønlige og blålige nuancer. Manden er barberet og bærer briller. Ørerne er store og der stikker små gråhvide hår ud af dem. På hovedet bærer manden en lædergrå bondekasket. Herren kigger rundt med hurtigt skiftende blik. Efter et par minutter begynder han at nynne en lille melodi.   

Roselils oplukkende rum

Jeg krydser det krøllede underlag. Det er efterårs-mangefarvet og knoldet, og det masserer mine fødder igennem skosålerne. Længere fremme står flere pastelgrønne former som kæmpestore stykker skumslik, og jeg sætter mig på en af dem. Kulde og ruhed – og den varme kontrast står klart og varmer mit ansigt. Skarp, men også blød. Og det er lyst ved siden af det mørke, der flytter sig lidt efter lidt ved siden af mig.

På et lignende stykke skumslik, ved siden af mit, sidder to og står en enkelt. Småt i bevægelse, småt sludrende. De er grånende og hvide, men der er også røde tværstriber på tennissokkerne, der rokker lidt frem og tilbage i i de store sko, som emmer mere af jord og sved end vand og sæbe.

Den stående går og to er tilbage. Stadig småt i bevægelse og småt sludrende. Der er støj, men der er stille.

Jeg sidder selv, men ikke længe, for en anden kommer til. Hun sætter sig på mit skumslik. Nu er det vores skumslik. Hun sidder tæt på mig, men alligevel vendt lidt væk - tæt på men langt fra. Hun placerer en stor lædertaske imellem os, og en duft af ristet gris sniger sig forbi mine næsebor. Det er ikke lædertasken, men pølsevognen.

Hun sidder lidt stift med mørke skærme for øjnene. Der er noget lig sprødt og skrøbeligt rødt hø på toppen af det hoved, som efterhånden drejer sig en smule i min retning, for efterfølgende at dreje sig i retning af de to, der før var tre. Det drejer igen mod mig, og mundvigene vender sig opad, og mine mundvige gør det samme. Hendes rygsøjle lader til at falde lidt til ro, og nu sidder vi der pludselig sammen.

Vi er omgivet af geometri. Store og små blanke firkanter, trekanter og alverdens rhomber. Enkelte cirkler bevæger sig også forbi som rytmiske cykeleger. Det suser forbi mit øre, og den susen suser op i træet bag mig, og når jeg lukker øjnene, kan jeg høre små klapsalver, når bladene slår mod hinanden, eller løber hen over den krøllede flade, der bærer mine fødder.

De to der først var tre vælger at gå, og nu går også den anden ved siden af mig. Langsomt. Skifter lidt retning, går lidt tilbage, men derefter fremad og væk. Måske tvivlende? Og nu går også jeg. Den sidste på skumslikket.

Arbejde med fortællingen

Vi har valgt at arbejde med Sarahs fortælling, og ud fra denne er vi kommet frem til fælgende punkter:

• Vi undre os over hvad den gode alderdom er?
• Vi længes efter at se mere glæde hos de ældre borgere i samfundet.
• Vi ser en disharmoni  mellem samvær og nærvær hos de ældre.